Whisky- og Ginflasker

Galleri for udvalgte whisky- og ginflasker jeg har i min samling. Alle de viste flasker er mundblæste, nogle endda stadig med original etikette. Jeg tilføjer løbende billeder.
Har du whiskyflasker, ginflasker eller andre gamle flasker, så hører jeg gerne fra dig. Mine kontaktinformationer finder du under “Kontakt” i menuen.

Whiskyflasker
I nedenstående galleri ses et udvalg af mine whiskyflasker. Der ses bl.a. en brun og en grøn flaske fra HANS JØRGENSEN, KJØBENHAVN, men fx også en meget markant grøn flaske med påskriften SANDYMAC som blev produceret for VILHELM CHRISTIANSEN A/S. Den grønne flaske med påskriften SANDYMAC på alle 3 “sider” er en såkaldt dimple-flasketype, hvilket jo passer fint med de 3 rundede fordybninger på siderne (på engelsk betyder dimple fordybning). Flasken kendes også i klar og brun. Den brune flaske med etikette er med delvist indhold (og jo, det er whisky).

Ginflasker
I nedenstående galleri ses udvalgte ginflasker (og romflasker, jf. nedenstående forklaring). Den viste flaske med etiket er en dry gin fremstillet af A/S OSCAR DAVIDSEN & Co, KØBENHAVN. De viste flasker fra OSCAR DAVIDSEN & Co har alle påført et såkaldt toldkontrolnummer. Toldkontrolnumre blev indført med toldloven af 1924. Ifølge fortegnelser over toldkontrolnumre fra Kastrup Glasværk er de viste flasker med toldkontrolnummer 59 romflasker og har sandsynligvis også været anvendt til rom, dog viser flasken med den originale etikette, at flaskerne også har været anvendt til gin. På flaskens etikette ses bl.a. en drueklase samt blad som matcher motivet på selve flasken. Flaskerne findes i størrelserne 36 cl og 72 cl, både i grønne og klare.