Whisky-, Gin-, Rom-, og Cognacflasker

Galleri for udvalgte whisky-, gin-, rom-, og cognacflasker. Alle de viste flasker er mundblæste, nogle endda stadig med original etikette. Jeg tilføjer løbende billeder.
Har du flasker i denne kategori eller andre gamle flasker, så hører jeg gerne fra dig. Mine kontaktinformationer finder du under “Kontakt” i menuen.

Whiskyflaske – Mitra Whisky
I galleriet ses en firkantet flaske i klart glas med påskriften MİTRA-WHİSKY lodret på flaskens ene side. Flasken har et kvadratisk tværsnit og nederst på flasken ses at den er produceret på Kastrup Glasværk og har rummålet 75 cl. Yderligere ses et toldkontrolnummer 22 som fortæller at flasken har været produceret til vinhandler JENS HELMBÆK A/S i KØBENHAVN. Flasken, som vurderes mellem 100 – 120 år gammel, har indeholdt whisky som blev produceret i Skotland og importeret til Danmark. Der findes tilsvarende firkantede whiskyflasker uden påskrift og i forskellige størrelser, både grønne og klare udgaver. Sådanne whiskyflasker uden påskrift har fx også været anvendt til den kendte JOHNNIE WALKER whisky.

Whiskyflasker – King George IV
I galleriet ses en grøn og en brun flaske som begge har været benyttet til whisky. På den grønne flaske ses den prægede tekst “KING GEORGE IV” WHISKY, og med toldkontrolnummer 8 som også er præget i flasken, er denne flaske produceret til firmaet HANS JUST A/S i KØBENHAVN. Den brune flaske har påsat etiketter fra Kastrup Glasværk hvoraf det fremgår, at denne flaske ligeledes har været tiltænkt King George whisky. I øvrigt har Hans Just A/S haft eneretsimporten af denne skotske whisky siden 1899. Begge flasker har rummålet 36 cl og der findes ligeledes 75 cl flasker med samme prægede tekst. Har du sådanne whiskyflasker, så kontakt mig gerne.

Whiskyflaske – Frederiksberg Vinkompagni
I nedenstående galleri ses en grøn, cylindrisk flaske anvendt til whisky. Den 75 cl store flaske er produceret på Kastrup Glasværk og på flasken ses det prægede toldkontrolnummer 40. Flasken har således været produceret til FREDERIKSBERG VINKOMPAGNI A/S. Der findes en tilsvarende flaske med rummålet 36 cl.

Romflasker – S. L. Langhoffs Eftf. A/S
I nedenstående galleri ses en grøn og en brun flaske, begge med cylindrisk form. Flaskerne er produceret på Kastrup Glasværk og der ses bl.a. et toldkontrolnummer 26 præget i flaskerne. Toldkontrolnummeret vidner om, at disse flasker har været produceret for S. L. LANGHOFFs EFTF. A/S i KØBENHAVN, grundlagt i 1860 af Simon Larsen Langhoff. De viste flasker på 75 cl blev benyttet som ROMFLASKER, og der kendes ligeledes 36 cl flasker. Flaskerne er fra 1920’erne. I galleriet ovenfor ses en whiskyflaske, som umiddelbart minder meget om romflaskerne i dette galleri – der ses dog mindre forskelle ser man nøje efter.

Whiskyflaske – Sandy mac.
I nedenstående galleri ses en markant grøn flaske med påskriften SANDY MAC. på alle 3 “sider”. Flasken har indeholdt den skotsk producerede whisky SANDY MACDONALD, som blev destilleret i Skotland og importeret fra England. Flasken er produceret på Kastrup Glasværk fra sidst i 1920’erne, og med toldkontrolnummer 4 som er påført flasken, er den produceret for VILHELM CHRISTIANSEN A/S. Flasketypen er en såkaldt dimple-flaske, hvilket jo passer fint med de 3 rundede fordybninger på siderne (på engelsk betyder dimple fordybning). Flasken kendes også i klar og brun og findes med rummål 36 og 75 cl.

Gin-/romflasker – Oscar Davidsen
I nedenstående galleri ses udvalgte ginflasker (og romflasker, jf. nedenstående forklaring). Den grønne flaske med etiket er anvendt til dry gin og fremstillet for OSCAR DAVIDSEN & Co A/S i KØBENHAVN. De viste flasker fra OSCAR DAVIDSEN & Co har alle påført et såkaldt toldkontrolnummer. Toldkontrolnumre blev indført med toldloven af 1924. Ifølge fortegnelser over toldkontrolnumre fra Kastrup Glasværk er de viste flasker med toldkontrolnummer 59 romflasker og har sandsynligvis også været anvendt til rom, dog viser flasken med den originale etikette, at flaskerne også har været anvendt til gin. På flaskens etikette ses bl.a. en drueklase samt blad som matcher motivet på selve flasken og ginnen er solgt under navnet ALBION. Flaskerne findes i størrelserne 36 cl og 72 cl, både i grønne og klare – og det kunne måske tænkes, at de klare flasker oftest har været benyttet til gin og de grønne til rom?

Whiskyflasker – Hans Jørgensen
I nedenstående galleri ses en brun og en grøn flaske hvorpå der i en rektangulær indramning i to linjer står:

  • HANS JØRGENSEN
    KJØBENHAVN

Flaskerne er anvendt af en gros vinfirmaet HANS JØRGENSEN & Co. i KØBENHAVN. Firmaet blev stiftet i 1878 af A. Schmidt og er først senere overgået til Hans Jørgensen. I 1932 blev firmaet overtaget af vinfirmaet Vilhelm Christiansen A/S. Flaskerne er uden toldkontrolnummer og dette vidner om, at de er fra før 1928, hvilket stemmer fint overens med, at der foreligger dokumentation for at Hans Jørgensen var aktiv i firmaet i 1920. Der kendes flasker fra Kastrup Glasværk med toldkontrolnummer og sådanne flasker er derfor yngre end 1924, jf. forklaring på toldkontrolnummer under Diverse i menuen. Det er derfor sandsynligt, at Hans Jørgensen har været ejer af firmaet til salget i 1932. I øvrigt har flaskerne indeholdt WHISKY.

Romflasker – Peter Buch
I nedenstående galleri ses udvalgte romflasker fra PETER BUCH, KJØBENHAVN. Peter Buchs Vinhandel blev grundlagt i 1887 i København af Peter Johan Buch. På flaskernes skuldre læses “Gl. Rom”, mens der på flaskernes krop ses teksten PeɈer Buch Kjøbenhavn.

Romflasker – Odense Vin Kompagni
I nedenstående galleri ses udvalgte romflasker fra ODENSE VIN KOMPAGNI. De brune og grønne flasker som ses i galleriet har et cylindrisk korpus. Ifølge bogen Danske Flasker af Mogens Schlüter, har disse flasker været anvendt til SURINAM ROM, jf. længere nede på denne side vedr. denne romtype. Jeg har ikke kendskab til en flaske med original etikette, men skriv eller ring meget gerne til mig skulle du have kendskab til original-etiketter til disse flasker.

Romflaske – Martin Jensen
I nedenstående galleri ses en flaske fra Vinhandler MARTIN JENSEN i KØBENHAVN. På etiketten læses at flasken har været anvendt til CARDINAL ROM og yderligere læses at firmaet er etableret i 1858. Vinhandler Martin Jensen har fx også forhandlet cognac, da der kendes cognacflasker fra Martin Jensen.

Ginflasker – Benni Golf
I nedenstående galleri ses udvalgte ginflasker fra BENNI GOLF, KØBENHAVN. Flaskerne findes i 3 forskellige størrelser som det fremgår af galleriet – 18, 36 og 72 cl. Flaskerne er produceret på Kastrup Glasværk og findes med og uden toldkontrolnumre, på den mindste og største flaske ses toldkontrolnummer 63, mens den mellemste størrelse er uden toldkontrolnummer. Flaskerne har været benyttet til gin og er solgt som GOLF´S DRY GIN med 43 % alkohol.

Romflasker – Surinam rom
I nedenstående galleri ses et par udvalgte flasker fra ODENSE VIN KOMPAGNI. Disse flasker har været anvendt til SURINAM ROM, som blev importeret fra den hollandske koloni Surinam i Sydamerika. Surinam rom blev også importeret og solgt af andre forhandlere, fx af H. Schiønning i Ringkøbing.

Whiskyflasker
I nedenstående galleri ses whiskyflasker med toldkontrolnumre 17 og 52 fra Kastrup Glasværk og desuden en brun flaske med etikette. Den brune flaske med etikette og delvist indhold er sandsynligvis importeret af Vinfirmaet JOHAN FRIEDERICH SCHALBURG men solgt af Vinhandler CARL W. REFF i KØBENHAVN – det peger flaskens etiketter i hvert fald mod. Whiskyen er 43 % og produceret af JOHN HAIG & Co. LTD. i Scotland, hvorefter den er kommet på flaske i England og derfra importeret til Danmark. Selve flasken er således produceret i England.
Den grønne og brune flaske, med hhv. cork’n’seal mundstykke (som på den brune flaske med etikette) samt mundstykke til korkprop, er begge med toldkontrolnummer 17 og således produceret for S. L. LANGHOFFs EFTF. i KØBENHAVN. I flaskernes bund ses bl.a. et præget P. M. som står for PETER MACKENSIE, whiskymærket som er forhandlet i disse flasker.
I galleriet ses også en grøn flaske med toldkontrolnummer 52 og denne flaske er produceret for FRANSK-DANSK VINIMPORT i KØBENHAVN v. JENS M. HELMBÆK.

Cognacflasker – Petersen & Hansen
I galleriet ses en grønlig og en klar flaske fra VINHUSET PETERSEN & HANSEN i SVENDBORG. Vinhuset blev grundlagt i 1890 og har solgt COGNAC i disse fine mundblæste flasker med VINHUSET P. & H. SVENDBORG præget i flaskerne. Flaskerne har indeholdt cognac importeret fra Cognac-distriktet i Frankrig. Selvom cognacen blev solgt som Cognac Grand Fine Champagne, og markedsført under det danske navn DEN ORIGINALE 1872 COGNAC, er den ikke fra Champagne-distriktet, men som nævnt fra Cognac-distriktet. Flaskerne har indeholdt 36 cl af denne fineste cognac.
Der findes en større udgave af disse flasker, har du denne udgave, så henvend dig meget gerne til mig.

Cognacflaske – J. Hülsen’s Vinimport
I galleriet ses en klar flaske hvorpå der står:

  • Hülsen

Denne 36 cl flaske er med stor sandsynlighed en cognacflaske, idet sådanne flasketyper netop har været anvendt til cognac, jf. galleriet ovenfor for lignende cognacflasker.
J. HÜLSENS VINIMPORT havde til huse i NYKØBING FALSTER og blev stiftet allerede tilbage i 1888 af Jens Peter Andreas Emil Hülsen. Jeg vil tro, at den viste flaske har været anvendt allerede tilbage i de tidlige år af firmaets virke, så flasketypen er måske anvendt i perioden 1890’erne til først i 1920’erne.

Whiskyflasker – Georg Bestle A/S
I galleriet ses en grøn og en brunorange rektangulær whiskyflaske. Den brunorange flaske er med præget toldkontrolnummer 33 fra Kastrup Glasværk, mens den grønne flaske er uden toldkontrolnummer. Begge flasker er mundblæste med rummålet 75 cl og på flaskerne står AINSLIE`S WHISKY. Flaskerne er produceret til Vinfirmaet GEORG BESTLE A/S i KØBENHAVN, som har importeret skotsk whisky og solgt det i sådanne flasker. I øvrigt er flaskens etiketter påsat på Kastrup Glasværk, idet flasken er en formprøve og har således ikke været benyttet i handelen for salg hos Georg Bestle A/S. På den grønne flaskes tinbelægning, som i øvrigt ikke er original, står årstallet 1921. Dette passer fint overens med, at toldkontrolnumre først blev indført med en ændring i toldloven af 1924, jf. yderligere forklaring under “Diverse” i menuen.

Romflasker – Dorph-Petersens Vinlager
I galleriet ses to grønne flasker som blev produceret på Kastrup Glasværk til DORPH-PETERSENS VINLAGER A/S i KØBENHAVN. Flaskerne har været benyttet som ROMFLASKER og der ses et markant mønster på flaskerne. Som det fremgår af teksten i flaskernes bund var dette mønster beskyttet mod anvendelse af andre. Flaskerne har indeholdt 36 og 72 cl af rommen som solgtes i disse flasker.

Romflasker – Negrita rom
I galleriet ses to grønne, flot hamrede flasker som blev produceret på Kastrup Glasværk. På flaskerne, som rummer 72 cl står NEGRITA. Flaskerne har været benyttet til NEGRITA ROM, en rom af oprindelig caribisk oprindelse, som blev importeret til Danmark fra Frankrig i regi af det fransk ejede firma under Paul Bardinet – og som stadig produceres og sælges den dag i dag. I øvrigt var det samme Paul Bardinet som producerede cognacen nævnt i nedenstående galleri og hvis efternavn har lagt navn til denne cognac.
Det prægede toldkontrolnummer 42 på flaskerne afslører, at de er produceret til VILHELM CHRISTIANSEN A/S i KØBENHAVN, som har importeret og forhandlet denne rom på sådanne flasker – og i øvrigt også på 36 cl´s flasker med samme prægede tekst på flaskerne. Etiketterne på den ene flaske stammer fra Kastrup Glasværk.

Cognacflaske – Bardinet
I galleriet ses en grønlig flaske som blev produceret på Kastrup Glasværk. På flasken, som rummer 72 cl, står BARDINET COGNAC og der ses et toldkontrolnummer 31. Bardinet refererer til Paul Bardinet, jf. forklaring i ovenstående galleri. Flasken er produceret for Vinhandler VILHELM CHRISTIANSEN A/S i KØBENHAVN som har benyttet denne flotte flaske til cognac, produceret i og importeret fra Frankrig. Der findes en tilsvarende flaske med rummålet 36 cl. I øvrigt produceres stadig Bardinet cognac.